Chefen spurgte: "Er vi ramt?" Svaret tog tre uger.

Mette havde lovet sin datter at komme til skolekomedien den torsdag. Billetten lå allerede i frakkelommen, da en kollega sendte hende et link uden besked, bare "??". Nogen havde fundet en skjult svaghed i et stykke gratis software, som en stor del af verdens hjemmesider og apparater bruger til at holde oplysninger hemmelige. Det var som at opdage, at millioner af forseglede kuverter havde en revne: alle, der vidste, hvor de skulle kigge, kunne læse adgangskoder og hemmelige nøgler.

Så stod Henrik, chefen, i døren med jakken stadig på. "Er vi ramt?" Mette åbnede munden for at sige nej, og så lukkede hun den igen, for det ærlige svar var, at hun ikke vidste det. Deres produkter var bygget af hundredvis af færdige dele, og ingen havde nogensinde skrevet ned hvilke. Så hun begyndte at lede: gamle mapper, gamle noter, en mail til en tidligere kollega, der aldrig svarede. Telefonerne ringede. Kunderne ville have svar. Og et sted derude var folk, der havde læst den samme nyhed, allerede i gang med at lirke ved de revnede kuverter, og de havde ikke brug for uger.

Mette nåede ikke skolekomedien. Svagheden var ikke hendes skyld, men ikke at vide det var et valg, hendes virksomhed havde truffet år forinden uden at lægge mærke til det. Cyber Resilience Act fjerner det valg. Hvert produkt skal have en liste over, hvad der er indeni, ligesom varedeklarationen på en fødevare, og en computer tjekker listen mod nyhederne hver dag. Henrik får sit svar på få minutter. Mette når skolekomedien.